DEL

Blog

Normalitet er et omdiskuteret begreb, som på mange måder er aktuelt i vores samtid.

Normalitetsbegrebet er ligeledes paradoksalt, fordi det på den ene side anvendes til at samle en majoritetsbefolkningsgruppe, som agerer mere eller mindre, som ”man bør” i samfundet. På den anden side udvides begrebet hele tiden i takt med, at vi som samfund udviser større tolerance – eksempelvis ift. digitalisering og sociale medier, homoseksualitet, assisteret befrugtning samt en stigende accept af individualistiske synspunkter.

Denne paradoksale tendens kan være svær at navigere rundt i, fordi man som individ skal beherske evnen til at skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert – både for mig og for vores samfund.
Hvordan finder man fodfæste i en tilværelse, hvor normalitet på nogle områder svæver, men på andre er støbt i cement?

Eksempelvis kan man møde udfordringer ift. ”normaltilstanden”, hvis:

  • Man har det normale dejlige liv, hvor alting kører – man får arbejdet, familieliv og økonomi til at gå op i en højere enhed. Men hvad sker der så, når man midt i normaltilstanden rammes af sorg eller depression – når alting bliver sort, og man har svært ved at se meningen med dagen i morgen?

    Her udfordres normaltilstanden, fordi man hæmmes i sit forsøg på at have det normale dejlige liv. Nu kan man stå med en følelse af, at det er uoverskueligt at kæmpe sig tilbage og nå den højere enhed igen.
    – Er det mængden af ”goder” i livet, som fastslår normaltilstanden og dermed livets værdi?

  • Man er gravid og glæder sig til at få sit normale barn, men ved en scanning er der noget der indikerer, at barnet har én eller flere kromosomfejl – vi risikerer at få et barn med Downs syndrom eller andre mentale handicaps.
    Her udfordres normaltilstanden, for der skal tages stilling til, om man kan magte et barn, som ikke er normalt.
    Denne beslutning skal træffes i en tid, hvor vi har professionelle metoder til at foretage yderligere undersøgelser af fosteret og endda fjerne det på den allermest nænsomme måde, så kvinden ikke får fysiske men. Efterfølgende tilbydes parret eller kvinden nogle steder en samtale, så den svære beslutning kan bearbejdes, og de igen kan komme videre i deres liv.
    – Er det mængden af muligheder, som fremmer den rigtige beslutning – normal eller unormal?

Tanker og diskussion om normalitet lægger sig tæt op af spørgsmål omkring livskvalitet og velvære, som i sidste instans er dét, som det hele drejer sig om for os alle.
Vi vil gerne være lykkelige og have masser af livskvalitet. Men når normaltilstanden udfordres, så udfordres livskvaliteten også – eller gør den?
Normaltilstanden er menneskeskabt og bygget op af vores samfund, hvorimod livskvalitet er helt individuelt og kan for nogen bestå af små, men betydningsfulde ting i livet, og for andre forekomme banale og ligegyldige.

Hvornår er man normal?