Både som patient, som pårørende og som sundhedsfaglig kan man opleve situationer, hvor man stiller spørgsmålstegn ved, om hvorvidt det giver mening, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at holde mennesker i live, men aldrig må gøre noget aktivt for at afslutte livet.

Handler det altid om at overleve, eller skal man også leve, når man er overlevet?

De store eksistentielle spørgsmål er som regel fyldt op med et hav af faktorer – etiske dilemmaer, som grundlæggende er årsagen til, at disse spørgsmål er så svære at finde endegyldige svar på.
Imidlertid er det derfor nødvendigt at dykke ned i den store sværm af etiske problematikker, som i sin helhed udgør det store spørgsmål.

• Kan man altid sikre sig, at aktiv dødshjælp er den rigtige beslutning?
• Skal det være den rigtige beslutning for både patient og pårørende?
• Hvordan vurderer man validiteten af patientens ønske om aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord?
• Kan man udelukke, at patient og pårørende er fri af indre eller ydre påvirkning – fx ekstrem smerte, afmagt, ensomhed, sorg m.m. som senere kan foranledige fortrydelse?
• Hvilken rolle spiller samfundsøkonomien?
• Er det kun terminale patienter, som skal have lov til at dø, eller er det også kvinden, som er blevet alvorligt hjerneskadet efter en ulykke?
• Hvori består forskellen mellem børn, voksne og ældre i denne sammenhæng?

Man må som udgangspunkt antage, at den pågældende patient ikke kan fortryde sit valg om at få udøvet aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, og at udfaldet ikke vil få konsekvenser for vedkommende. Dog giver det anledning til at dreje blikket yderligere mod det eksistentielle perspektiv:

• Mon kroppen selv siger fra, når man er færdig i livet og er nået til dets afslutning – og får den lov?
• Mon vi i sidste instans selv er herre over både liv og død?

Dette er blot eksempler på nogle af de mange spørgsmål, som kan melde sig vedrørende aktiv dødshjælp og assisteret selvmord.
Ved at behandle, diskutere og besvare spørgsmål som disse, kan både privatpersoner, patienter, pårørende og ikke mindst sundhedsfaglige komme nærmere en afklaring, både rent holdningsmæssigt omkring fænomenet, men også i forhold til at kunne håndtere svære situationer – professionelt og som privatperson.